2024
“Kan Thubalka fremstille lavetter til to løse kanonrør fra 1762, efter en gammel tegning fra 1829?” lød henvendelsen fra kommandanten på Kastellet i København.
Ja, blev svaret og i 2024 blev lavetterne fremstillet så tæt på originalerne som muligt. Den gamle tegning og tidligere arbejde med en tilsvarende lavet til en tilsvarende 3-punds-kanon på volden i Fredericia gav mulighed for at fremstille de ca. 200 forskellige smedede beslag som krævedes.
Lavetsiderne blev fremstillet af mahogni udskåret i ét stykke, mens øvrige trædele fremstilledes i dansk lagret egetræ.
Hjulene blev fremstillet af de dygtige tømrere og smeden fra Den Gamle By i Aarhus på ægte gammeldags facon.
Alt er samlet med gammeldags skibssøm, franske skruer og bolte med firkanthoveder og firkantmøtrikker.
Lavetterne blev malet i de gamle oldenborgske kongefarver, rød og gul. Trædelene blev behandlet med linoliemaling og stålet med tokomponentmaling efter varmgalvanisering.
Det omfattende arbejde gav en god stemning på værkstedet, sjældent har de gamle smededyder været benyttet i så stort omfang på en enkeltopgave.
Kanonerne blev opstillet under stor bevågenhed foran Kommandantgården på Kastellet den 24. oktober 2024.
Arbejdet kom i stand på baggrund af en donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Læs mere om vores smede- og tømrerværksted.


