Statuer

Restaurering og reparation

Gennem årene har vi renoveret mange statuer. Statuer er ofte fremstillet i bronze, ligesom klokker, og derfor har det været naturligt for os, også at tilbyde reparation af disse.

Opgaverne har bl.a. budt på svejsning af afbrækkede dele (sværd, bøgegrene, fødder), udskiftning af rustne bolte, samt patinering.

Patineringen i grønne og sorte nuancer foregår kemisk og kan dække steder, hvor der har været udført svejsereparationer og slibning, så den oprindelige patinering er væk.

Bemærk at vi også reparerer vindfløje.

Nye lavetter til to 6 punds-kanoner, system saint germain 1762

2024

“Kan Thubalka fremstille lavetter til to løse kanonrør fra 1762, efter en gammel tegning fra 1829 ?” lød henvendelsen fra kommandanten på Kastellet i København.
Ja, blev svaret og i 2024 blev lavetterne fremstillet så tæt på originalerne som muligt. Den gamle tegning og tidligere arbejde med en tilsvarende lavet til en tilsvarende 3 punds-kanon på volden i Fredericia gav mulighed for at fremstille de ca. 200 forskellige smedede beslag som krævedes.
Lavetsiderne blev fremstillet af mahogni udskåret i ét stykke, mens øvrige trædele fremstilledes i dansk lagret egetræ.
Hjulene blev fremstillet af de dygtige tømrere og smeden fra Den Gamle By i Aarhus på ægte gammeldags facon.
Alt er samlet med gammeldags skibssøm, franske skruer og bolte med firkanthoveder og firkantmøtrikker.
Lavetterne blev malet i de gamle Oldenborgske kongefarver, rød og gul. Trædelene blev behandlet med linoliemaling og stålet med to-komponent maling efter varmgalvanisering.
Det omfattende arbejde gav en god stemning på værkstedet, sjældent har de gamle smededyder været benyttet i så stort omfang på en enkeltopgave.

Kanonerne blev opstillet under stor bevågenhed foran Kommandantgården på Kastellet den 24. oktober 2024.
Arbejdet kom i stand på baggrund af en donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Restaurering af Grundlovens giver

2023

Frederik den 7de, har været på værksted i Vejle for reparation efter hærværk

Statuen af Grundlovens giver er støbt af zinkstøber Rasmussen Kjøbenhavn år 1884 efter bronzemodel af professor Otto Evens (der stod i lære hos H. W. Bissen – ham med Landsoldaten) og er opstillet i Grenaa.

Hærværk resulterede i sprængningsskader i frakkeskødet samt flere revner ved de gamle lodninger.

Deformiteterne blev forsigtigt trykket og bukket på plads, hvorefter sårene blev loddet sammen. Det samme skete for hovedparten af de øvrige skader. Alle reparationer blev efterfølgende malet med bronzefarve i samme nuance som den oprindelige maling.

Svejsning af Merkur for Business College Syd i Sønderborg

2023

1 meter høj statue støbt i zink af Gladenbeck i Berlin (1851 – 1926) og malet i bronzefarve.

3 fingre på venstre hånd var knækket af og Caduceus-staven var knækket og faldet af.

Zink har et smeltepunkt på 419 grader, så reparation blev udført med tin-lodning ved en lavere temperatur. Efter lodningen blev reparationerne ciseleret og skaderne malet i samme bronzenuance, som resten af statuen.

Svejsning af kronhjort til Klelund Dyrehave

2021/2022

Kronhjorten havde tabt noget af sit gevir. Det er nu svejset på igen og patineret. Samtidig fremstillede vi nogle små patinerede beslag til diskret fastholdelse af kronhjorten, så den ikke vælter.

Restaurering af kanoner

2021/2022

På Fredericia Vold er opstillet 18 kanoner.

Til Prinsessens Bastion har vi restaureret og genopstillet kuglekanoner og morter. Alle beslag er blevet afrenset for rust og maling, nogle beslag var i så dårlig stand, at de ikke kunne genbruges, så derfor blev der fremstillet nye i kopi. Flere af akslerne var så rusttærede at hjulene sad fast,  så det var nødvendigt at fremstille nye aksler med smørekanaler der gør det muligt at holde hjulene letløbende fremover. Alle beslag er rustbeskyttet og malet med to-komponent maling. Ved træet er alt maling blevet afrenset, og der er repareret råd- og svampeskader i fornødent omfang. Alt træværk er behandlet med linoliemaling. Tidligere fremstod kanonerne ensfarvet men den nye malebehandling, hvor metaldele er malet sorte og trædele er malet grønne, giver en flot og skarp udstråling.

Restaurering af morterer

2020/2021

Den tapre Landsoldat i Fredericia kranses af 6 morterer hvoraf 2 blev generobret fra Slesvig-holstenerne ved udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849. Sammen med de resterende 4 morterer blev de opstillet omkring statuen i 1861. Efter mange års slid fra vind og vejr og ikke mindst børnehave børnenes lyst til at bruge dem som legestativ, har de været på vort værksted i Vejle og blive restaureret. Stagboltene var rustne i en grad som gjorde det nødvendigt at bore dem ud. Derfor blev der fremstillet nye bolte som kopi, 5 stk. til hver morter. Al træinddækning blev udskiftet med nyt af tørt egetræ. Morterer og lavetter blev sandblæst og efterfølgende malet. En af kuglerne på stilleskruerne var rustsprængt og der blev støbt en ny af bronze som kopi. Alle graveringer blev optrukket med bladguld, serienumre, støbernavn, og kongemonogram. Mortererne blev under stor bevågenhed genopstillet den 3. juni 2021 i god tid inden 6. juli-dagene.

Restaurering af Landsoldaten

2013/2014

I 2013 havde vi Fredericias vartegn “Landsoldaten”, en 4 meter bronzestatue støbt af H. W. Bissen år 1858, liggende på vort værksted i Vejle. Rustne bolte og bronzebolte blev skiftet, jernstangen i geværet og hans venstre hånd blev udskiftet, ny afstivning under plinten blev etableret. Bronzeskader blev ciseleret og patineret. Statuen blev renoveret nænsomt og uden synlige spor.

Uffe hin Spage

1986/2017

Bronzestatuen opstillet i Byparken i Kolding reparerede vi 1. gang omkring 1986 ved påsvejsning af afbrækket sværd samt efterfølgende patinering. Sidst er statuen repareret i 2017 med udbedring af savmærker samt patinering.

Pige på Hest

2003

Reparation udført efter hærværk, pigens ene fod var brækket af. Foden blev påsvejset, revner udbedret og overfladerne patineret. Bronzestatuen er opstillet i en boligforening i Vejle.

Kontakt os på tlf.: +45 75 85 93 11

Kontakt os på tlf.:

+45 75 85 93 11